Idé: Stort TV-debatforum

Jeg får ugentligt ideer til internetkoncepter, og eftersom jeg på ingen måde har mulighed for at eksekvere dem alle, vil jeg dele nogle af de ideer med størst potentiale her på bloggen.

Jeg håber derved, at andre iværksættere bliver inspireret, og måske sågar tager arbejdshandskerne på, og kaster dig over dem.

Den første idé, som jeg vil fremhæve, er et stort TV-debatforum, som passende kunne hedde “TVStuen.dk”. Jeg har tjekket, at domænet er ledigt i skrivende stund.

Navnet har til formål, at vække genkendelse, det virker som et hyggeligt sted, og man behøver ikke, at have en særlig kreativ hjerne, før man også kan forestille sig sidens design.

Hvordan skal forummet skrues sammen?

Ideen er, at man opretter forskellige kategorier, såsom sport, film, underholdning mv., og så har underkategorier, der eksempelvis hedder Superliga-fodbold, Dagens Mand, Vild med Dans osv.

Ren teknisk kan man evt. køre på den gratis forum-løsning, phpBB, som er forholdsvis smertefri at gå til. Jeg vil i samme moment anbefale dig at se denne video, inden du skyder projektet i gang.

Hvorfor er der potentiale i det?

Mange sidder ved computeren og ser TV samtidig. Derfor kunne det være oplagt, at lukrere på den situation ved at tilbyde en platform, hvor folk reelt kan debattere de forskellige TV-programmer mere detaljeret og overskueligt end Twitter og Facebook pt. kan tilbyde.

Hvordan kan jeg tjene penge på det?

Når du har gjort det store benarbejde, og fået stablet et solidt forum på benene, med god aktivitet, kan du begynde at lægge forskellige affiliate-annoncer ind på siden.

Du kan evt. også afholde konkurrencer og linke til forskelligt merchandise via affiliate, som du så også kan tjene noget på.

Jeg håber, at denne idé har sat nogle tanker i gang. Hvis du har nogle konkrete spørgsmål til ideen, så skriv dem herunder.

Hvad synes du umiddelbart om ideen?