5 tips – Kom i gang på Twitter

Hvis du ikke er aktiv på Twitter endnu, så er der mange grunde til at blive det. Jeg går tæt på det sociale medie, og kommer med fem gode råd til dig her.

Hvad er Twitter?

Twitter er et socialt medie, der giver brugeren mulighed for at udtrykke sig gennem såkaldte tweets.

Det sker både ved at man skriver en status-opdatering, som man kender det fra Facebook, men også ved at man kan indgå i dialoger med andre brugere på Twitter.

Den store forskel på Twitter og Facebook er, at Twitter er holdt meget mere enkelt. Der er ingen konkurrencer, få reklamer og ingen invitationer.

Derudover har Twitter også den begrænsning, at du kun kan skrive op til 140 tegn per tweet. Det sætter dine hjerneceller på arbejde, da vi ikke er vant til at skulle udtrykke os så kort på skrift (de færreste skriver kun 140 tegn i en længere dialog på sms).

Twitter er også blevet et særdeles kendt medie i nyhedsbilledet, fordi store nyheder blandt andet er blevet breaket før de reelt ramte nyhedsbureauerne.

På Twitter skal man heller ikke anmode om at følge andre – med mindre, at det er en privat profil. Derfor er der også mange, der beskriver forskellen således:

På Facebook følger du dem, du har mødt. På Twitter følger du dem, du drømmer om at møde.

Twitters mest almindelige funktioner i forbindelse med tweets er “Foretrukne”, der minder om Facebooks “Synes godt om” samt funktionen “RT”.

“RT” eller Re-tweet betyder, at du kan dele samme tweet under din profil, hvis du mener, at det har relevans for dit netværk på Twitter.

Sådan kommer du i gang på Twitter

1. Skriv en god biografi

Allerede når du har oprettet en profil, bør du skrive en god biografi. Når du i næste led skal i gang med at følge andre, vil du nemlig i ni ud af ti tilfælde opleve, at de ikke vil følge dig, hvis du ikke har skrevet noget i biografien.

Med mindre, at de kender dig på forhånd og har en idé om, hvad de kan forvente tweets om, selvfølgelig.

2. Følg en del forskellige

Nu er du i anden fase og skal på jagt efter spændende personer, websites og brands at følge.

Hvis du eksempelvis er iværksætter og følger nogle personer på blogs, så kan du med fordel starte med at følge dem.

Dernæst kan du gå ind under deres profil og gennemgå den lange liste af personer, der følger dem.

På den måde kan du hurtigt finde en masse interessante personer, der højst sandsynligt deler nogle af de samme interesser om dig.

Det kan godt være, at du følger 300-400 personer i løbet af den første time. Men så kan du derefter luge lidt ud, hvis du mener, at nogle personer og brands tweeter for meget irrelevant.

3. Bland dig i debatten

Nu er du lidt bedre klædt på. Så skal du bare i gang med at blande dig i debatten. Det kan være en god idé, at begynde at give din mening til kende om noget, der optager dig, men som ikke nødvendigvis handler om din forretning.

Det kunne være sport, et tv-program eller en artikel om politik. På den måde opbygger du også bredere relationer, og du får mere kant på Twitter – i stedet for at du kun tweeter indhold, der handler om din virksomhed.

4. Brug hashtags og deltag i festen

Når du for eksempel sidder og følger med i et event, så kan du med fordel benytte de hashtags, der udvikles i forbindelse med forskellige begivenheder, eksempelvis X Factor, fodboldkampe og workshops.

Det betyder, at du nu er en del af en fest og et fællesskab. Det svarer lidt til at man sidder 1.000 mennesker i en stor hal, som alle giver deres mening til kende.

Selvom det umiddelbart lyder uoverskueligt, så fungerer det faktisk ganske godt på Twitter, og det er ofte meget underholdende og interessant at følge med fra sidelinjen.

5. Twitter som nyhedsfeed

Twitter har mange ansigter, og du kan også sagtens bruge Twitter som nyhedsfeed. Du kan begynde at følge forskellige nyhedssites inden for den branche, du beskæftiger dig med.

Derudover har alle nyhedsmedier i Danmark og udlandet, med respekt for sig selv, en Twitter-profil. Hvis du ikke vil have alle deres nyheder, så har de fleste delt sig op i forskellige kategorier og de har sågar Twitter-konti, der kun berører “Breaking News”.

Bonus-tip: Undgå denne store brøler!

Jeg ser desværre en del, der hopper over hvor gærdet er lavest. De har valgt blot at forbinde deres Facebook- eller Google Plus-profil med Twitter. Det vil jeg klart fraråde.

Det er de færreste, der vil følge dig på Twitter, hvis du ikke vil leverer noget unikt. Man kan jo lige så godt følge dig på de andre sociale medier i stedet, hvis du blot autoposter noget fra dem.

Så hvis du træder ind på Twitter, så gør det helhjertet, ellers så lad være, da det andet sender et dårligt signal.

Jeg håber, at du er blevet overbevist om at komme i gang på Twitter. Mediet skiller sig ud på mange punkter fra Facebook, så der er al mulig grund til at udforske det.

Del endelig din kommentar herunder, hvis du har en mening eller et spørgsmål om Twitter.

Foto: Shutterstock