Mit største idol – min inspirationskilde

Dette indlæg er meget personligt, og det bliver muligvis det mest personlige på min blog.

Men det er nødvendigt for mig at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at have et idol – én person, som er i ens tanker, når livet er allersmukkest og allermest utaknemmeligt.

Mit store idol er desværre ikke blandt os længere, men hans livsfilosofi lever videre. Den lever videre i mig.

Manden er min farfar, og det er først, når du mister, at du indser, hvor vigtig personen var for dig.

Det var også tilfældet med min farfar, men det har givet mig muligheden for at reflektere over, hvorfor han var så stor en mand og hvorfor han er min absolutte inspirationskilde.

Jeg siger ikke, at dit idol nødvendigvis skal være én, som har stået dig fuldstændigt nær, men det er vigtigt, at du kan overføre personens tankesæt til dit eget i visse situationer, hvis personen virkelig skal have en indvirkning på dit liv.

Hvorfor er min farfar mit største idol?

Min farfar var enormt hjælpsom og sympatisk. Han var der altid, når man havde brug for ham, og han var gavmild på alle punkter.

Han var ekstremt passioneret. Han elskede fodbold, og hver gang han talte om denne forunderlige sportsgren, iagttog jeg ham med den dybeste respekt.

Når han påbegyndte noget, havde han udelukkende fokus på bolden og var dermed utroligt dedikeret, hvilket også smittede af på hans medmennesker. Det er vildt, så meget vi mennesker kan udrette sammen.

Han hvilede 100 % i sig selv, og dermed slappede man altid af i hans selskab. Han var fuldt ud autentisk. Når han sagde noget, kom det fra hjertet.

Han havde stor respekt for andre mennesker. Han var empatisk. Det vil sige, at han kunne sætte sig i andres sted, og dermed var han meget tolerant.

Der er desværre mange mennesker, som handler egoistisk i dag i mange henseender. Derfor ville verden være et smukkere sted, hvis vi huskede på, at respektere hinanden og hinandens forskelligheder. Det var min farfar en stor ambassadør for.

Det er fascinerende, at disse tanker først popper op, når han er bort

Det mest fascinerende er, at det først er efterfølgende, at jeg har kunnet indse alt dette. Når jeg var i hans selskab, var han jo ”bare” min farfar. Men han var så meget mere end det: Han var definitionen på en ægte gentleman.

Jeg håber, at mit indlæg, som er skrevet med tårer i begge øjenkroge, har inspireret dig.

Hvis du ikke allerede har én person, som du læner dig op af rent mentalt, når livet er fantastisk og til tider hårdt, så vil jeg anbefale dig, at finde én person.

Men gør det oprigtigt, ellers har det ingen effekt. Du må aldrig nogensinde forcere noget rent mentalt, så spilder du din tid. Det skal komme naturligt.

Hvem er dit idol?

Har du et idol, så vil jeg meget gerne høre hvem og hvorfor. Skriv en kommentar herunder, så vi andre kan blive inspireret.