Nu skal jeg have sparket gang i bloggen igen, og hvilken bedre måde at gøre det på end at besvare nogle skarpe iværksætter-spørgsmål fra en læser af bloggen.

Jeg modtager løbende spørgsmål på mail, som jeg glædeligt besvarer. Denne gang har afsenderen Lars sagt ja til, at jeg publicerer mine svar her på bloggen, for at få skudt bloggen i gang igen.

Resten af året vil jeg bestræbe mig på at blogge ugentligt. Jeg har allerede masser af ideer til kommende blogindlæg, så stay tuned.

Lars har sendt mig syv spørgsmål, som jeg svarer på efter bedste evne her:

1. Hvordan finder jeg det rette team til min virksomhed?

Der findes ikke nogen formel til at finde det rette team. Min erfaring er, at du skal være forberedt på at teamet bliver udskiftet løbende, hvis du driver et projekt, hvor teamet skal arbejde ulønnet i det første lange stykke tid.

I søgningen på mine teams bruger jeg ofte fora, sociale medier og en smule netværk offline. Det er en god kombination til at finde de rette personer.

2. Hvordan kommer man effektivt tilbage efter sin modgang i virksomheden?

Det kommer meget an på, hvilken type af modgang. Du kan ikke undgå modgang i din virksomhed, og derfor skal du være indstillet på at være løsningsorienteret – mere eller mindre konstant.

Hvis du altid har indstillet dit mindset på at være klar til at finde hurtige og kompetente løsninger, så kan du sove mere roligt om natten.

Når jeg selv møder modgang, så bruger jeg også en del tid på at evaluere på, hvorfor det gik galt. Jeg taler med samarbejdspartnere og bruger også personer i mit netværk til at få gode råd.

Det er meget sjældent, at man sidder med en udfordring som en anden person ikke har oplevet tidligere. Jeg har faktisk aldrig oplevet, at det ikke var tilfældet.

Så den bedste måde kort og godt: Stol på din intuition og spørg samtidig om hjælp i netværket.

3. Er crowdfunding en effektiv finansieringsmetode?

Det kommer meget an på projektet, men jeg har set en del danske virksomheder få succes på blandt andet Kickstarter.com.

Eksempelvis er min tidligere kontor-kollega Steffen Nielsen Österberg med OPLØFT ved at skaffe kapital til deres lækre justerbare hæve/sænkebord-gadget. De har allerede fået flotte 80 personer, der støtter og de har fortsat 21 dage tilbage af deres kampagne.

Der findes også en del eksempler på andre danske virksomheder med god succes med crowdfunding, blandt andre Heli-on, som på bare ni dage samlede 437.000 kroner ind – med et mål på 500.000 kroner. Det kan du læse mere om her.

Så det korte svar: Ja, det er effektivt, hvis du skaber et produkt, som løser en åbenlys frustration for mange, og den samtidig har en skarp pris.

4. Behøver man virkelig at arbejde 70-80 timer om ugen for at blive en succesfuld iværksætter?

Nej, det gør du ikke. Som jeg har beskrevet på min citat-side, hvor jeg løbende opdaterer med citater, så skal du ikke måle dig på, hvor mange timer du arbejder ugentligt, men hvor mange effektive timer, du arbejder ugentligt.

Der er kæmpe forskel. Vi er ikke robotter, så du vil uundgåeligt opdage, at der er tidspunkter, hvor du ikke kan fokusere på det arbejde, du egentlig burde udføre. Derfor kan det mange gange bedre betale sig at tage en pause.

Her kunne du eksempelvis være social med dem, du sidder på kontor med, gå en tur i den friske luft eller læse en bog og på den måde komme væk fra skærmen og vende tilbage med fornyet energi.

Serie-iværksætteren Martin Bjergegaard har skrevet bogen Succes uden afsavn med undertitlen “66 strategier til at lykkes og samtidig have et liv i balance”. Den bog har jeg forresten anmeldt her. Den gør netop op med at man ikke absolut skal arbejde 80-100 timer ugentligt for at få succes som iværksætter.

5. Hvem er dit store idol, som får dig til at arbejde mere for din forretning?

Der er kun en person, og det er en person, som ikke er blandt os mere, desværre. Det er min farfar, som jeg faktisk har skrevet et hyldest-indlæg til tidligere på bloggen. Du kan læse det her.

Han havde en helt bestemt ro omkring sig, som jeg bestræber mig på at efterleve. Han var ikke en traditionel iværksætter med egen forretning, men han var en kæmpe ildsjæl og på alle måder et godt menneske.

Så jeg tænker tit: Hvad ville farfar gøre i denne situation, når jeg møder medgang og modgang.

6. Hvad lægger du mest vægt på i forbindelse med din virksomhed; produkterne, markedsføringen eller noget helt tredje?

En kombination af det hele. Hvis det er et af leddene, der er rustent, så knækker hele kæden. Så du skal bestræbe dig på at gå efter en balance mellem det hele.

Det er også derfor, at jeg til hver en tid foretrækker, at arbejde sammen med andre. Der er så mange positive effekter forbundet med det, som til hver en tid overstiger det ekstra arbejde, der uundgåeligt kommer i en indkøringsfase, hvor man skal sætte personen ind i arbejdet.

Men netop indkøringsfasen er også altid interessant, fordi det får en til at tænke mere dybt over, hvorfor arbejdet skal udføres på den bestemte måde. Jeg oplever også at jeg får effektiviseret på den måde.

7. Har du nogensinde følt, at opgaven er blevet for stor?

Hvis jeg føler, at en opgave er uoverskuelig, så træffer jeg to beslutninger – måske kombinerer jeg dem endda (det gør jeg faktisk oftest):

1. Deler opgaven op i små, overskuelige bidder, så det er lettere at danne sig et overblik.

2. Benytter mig af mit netværk eller mine samarbejdspartnere, så jeg ikke skal træffe beslutningen alene.

Jeg håber meget, at du kunne bruge mine svar, Lars. Tak for de mange, gode spørgsmål.

Har du også nogle spørgsmål til mig?

Og hvis du, der læser med sidder med også har nogle spændende iværksætter-spørgsmål, så skriv endelig til mig herinde.

Så vil jeg udvælge nogle spørgsmål løbende til en lille brevkasse her på bloggen. Og selvfølgelig får alle svar på deres henvendelser uanset hvad.

Ha’ en fantastisk dag!