Hvordan finder jeg frem til, hvad jeg virkelig brænder for og kan bygge min virksomhed på? Få mine tanker om den udfordring i dette indlæg.

Jeg tager igen fat på et interessant emne, der optager mange mennesker, nemlig det at finde frem til, hvad man reelt brænder for at lave.

Igen vil jeg påpege, at der ikke er nogen rigtig måde, at finde frem til sin passion på. Men jeg deler nogle af mine erfaringer med min vej her.

Hvordan finder man sin passion?

Hvis du er en ung iværksætter, så vil jeg råde dig til, at du anser dine første år som en legeplads eller skattejagt, hvis man kan sige det.

Vær nysgerrig og undersøg de forskellige områder, der virker interessante for dig. Du finder ikke ud af, hvad du brænder for, hvis du ikke smager på en masse forskellige retter i buffeten.

Jeg tror simpelthen ikke på, at du kan kaste dig over et område og så beskæftige dig med det i de næste 20 år. Det er i hvert fald de færreste, der arbejder på den måde i dag.

Det tager nogle mennesker hele livet, at finde frem til hvad de brænder for, men hvis du starter i en tidlig alder med at være opsøgende og nysgerrig, så kan du skyde genvej.

Jeg startede selv med at beskæftige mig med et område, nemlig et nyhedssite om fodbold, og i dag er jeg aktiv på flere forskellige medier.

Jeg har stadig en række nyhedssider, men jeg er også blevet meget optaget af video-mediet, fordi der er mange muligheder i det, og det ikke længere er så dyrt og kompliceret at producere som “i gamle dage”.

Det tog mig derfor godt fem år, at finde frem til, hvad jeg virkelig brændte for. Og intet er endegyldigt, så jeg kan ikke fortælle dig, hvad jeg beskæftiger mig med om ti år.

Jeg føler samtidig på ingen måde, at jeg spildte min tid i de første fem år af min iværksætter-karriere. Du skal se det som et selvstudie, hvor du lærer en masse løbende (det gør jeg stadig dagligt). Den viden, jeg har oparbejdet og det netværk, jeg har opbygget, benytter jeg mig stadig af i dag.

Jeg kan bare sige, at mit mantra lyder: “Jeg brænder for at videregive værdi til andre.”

Det er både meget enkelt og meget bredt, derfor kan jeg selv udvide rammerne, når jeg har behov for det, men samtidig være tro mod mine intentioner om at kunne bidrage positivt til andres hverdag.

5 råd til at finde passionen

For at leve op til mit mantra og give dig værdi, så er jeg nødt til at være lidt mere konkret. Derfor har jeg samlet fem gode råd til, hvordan du kan finde din passion.

1. Mærk efter og skriv ned

Du finder ikke ud af, hvad du brænder for over en weekend. Sørg for at koble fra, gå nogle lange ture eller tag op i et sommerhus, på hotel eller andet.

Prøv så vidt muligt, at være offline, så du kan mærke efter og finde frem til, hvad du reelt ønsker med dit liv – hvad vil berige dit liv?

Når du er kommet nærmere det, så skriv dine drømme ned og tøm gerne hovedet for alle dine tanker. Intet er forkert, og når du tømmer hovedet, giver du plads til nye, friske tanker, der også kan være behjælpelige.

2. Fokusér på motivationen

Du har nu skrevet nogle sider med, hvad du brænder for. Derfor er du klar til næste trin. Du skal kigge på, hvor motivationen reelt ligger i de tanker, du har skrevet ned.

Du kan analysere på, hvilke styrker og svagheder, der er hvad dine forskellige ideer, og så komme nærmere en løsning.

Her kan du også begynde, at visualisere – et godt råd, som fremtidsforsker Anne Skare Nielsen også delte tidligere på bloggen.

I denne fase kan du også nærstudere én eller flere rollemodeller. Altså få indsigt i, hvad andre inden for samme branche har gjort godt/dårligt og gør det endnu bedre – samtidig vil det også spare dig for en masse dumme fodfejl.

3. Kom ud af den komfortzone!

Frygt er desværre det, der afholder de fleste fra at gå efter deres drømme. Det er virkelig skræmmende, hvor stor en indvirkning det har på os. Tjek evt. med dit nærmiljø, og du befinder dig med nogen, der planter frygt i dig. Så skal du måske se mindre til dem – eller vælge ikke at lytte til dem, når du bliver bevist om det.

Dårlige undskyldninger er den nemmeste vej tilbage til komfortzonen, så lad være med at være doven i denne proces. Vær modig og vær parat til at fejle. Jeg har stor respekt for dem, der tør gå efter deres drømme. Jeg plejer, at udtrykke det sådan her:

“Personer, der går efter deres drømme, har min dybeste respekt. Så er det sådan set ikke afgørende for mig, om de ikke har lykkedes med at fuldende deres drømme i første forsøg. For jeg ved, at de utvivlsomt vil få succes i livet, hvis de bare bliver ved med at rejse sig og kæmpe videre.”

Passion vinder altid over dovenskab!

4. Læg en strategi

Hvis du føler dig godt klædt på allerede her, så kan du beskrive, at nedskrive nogle delmål, så du får et bedre overblik over, hvad der kræves af dig – og evt. dit netværk.

Husk, at du finder meget guld i dit netværk, men du skal også være villig til selv at være hjælpsom, således, at du tiltrækker de mest kompetente personer.

Igen vil jeg også understrege, at det er vigtigt, at være tålmodig i denne proces. Intet kommer let til dig, og hvis det gør i starten, så vil det højst sandsynligt medføre nogle store udfordringer for dig senere.

5. Eksekvér din plan!

Nu hvor du er godt klædt på, så tag action på din plan. Nu hvor du er kommet hertil, er der virkelig ingen vej tilbage. Det er bare om at komme i gang, arbejde så målrettet, som du er i stand til – og tage de tæsk, der kommer af og til.

Det er en rutsjebane-tur, men den er alle loopene værd. Når du arbejder med dit eget projekt, er du villig til at ofre dig de 20 % ekstra, der i sidste ende giver dig succes.

Det kendetegner lidenskabelige mennesker

Passion eller lidenskab. Det er det samme, men hvad kendetegner disse personligheder? Det ser jeg lidt nærmere på her:

1. De er aldrig kun drevet af penge

Her kan du spørge dig selv: Ville jeg gå efter det, jeg gør, hvis jeg skulle gøre det gratis. Hvis penge er mere interessante, så kan du bruge tanke-eksperimentet: Hvis jeg var milliardær, ville jeg så stadig arbejde med (indsat passion).

2. De lader sig ikke diktere

Passionerede mennesker lader sig ikke diktere af udefrakommende motiver. Det kunne være et produkt, der ikke længere var populært. Det får dem ikke til at opgive drømmen – måske ændrer de blot lidt på produktet, så det igen bliver efterspurgt.

3. Det er et indre kald – ikke en ydre forventning

Når du er så passioneret, at du sætter din passion over dig selv, så det er et indre kald i stedet for nogle ydre omstændigheder, så ved du, at du er på rette vej.

4. Passion avler succes

Som jeg tidligere har været lidt omkring, så hænger passion og succes sammen. Hvis du brænder nok for det, så skal du nok få succes. Du er villig til at kæmpe hårdere, ganske enkelt.

5. Du er mere følelsesmæssigt involveret

Når du er så tæt forbundet med det, du brænder for, så er du mere følsom omkring det. Det har både en skyggeside, der betyder, at du bliver meget påvirket, hvis du møder modgang.

Men den positive side er naturligvis, at du igen kæmper hårdere og gør det, fordi du elsker det – og ikke, fordi motivet er, at andre nødvendigvis skal elske dig for det.

Jeg brænder så meget for emnet, at jeg nu har skrevet 1.200 ord her. Jeg håber, at du er blevet inspireret til at gå efter, hvad du brænder for, og samtidig er tålmodig og tro mod dig selv i jagten på den livs lange mission.