“Hvad tænker de andre om mig?” Har du også haft denne tanke nogle gange? Det har jeg, især da jeg var yngre og havde lavt selvværd. Jeg deler mine erfaringer med at håndtere tanken her.

At være nervøs over, hvad andre tænker om en, er en tanke, som alle – eller stort set alle har fået, vil jeg påstå.

Jeg har selv været det, og tanken kommer stadig snigende i sjældne tilfælde. Men meget sjældnere end tidligere.

Jeg tror, at det er en naturlig tanke at få for mange. Jeg er træt af begrebet jantelov, fordi jeg også oplever misundelse udenfor Danmarks grænser.

Det vil jeg ikke bruge som forklaringen. I stedet vil jeg sige, at det er et helt naturligt karaktertræk, at man overvejer, om man er anderledes, om man er god nok og om man skaber værdi for andre.

Det er tit forbundet med usikkerhed. Men usikkerhed er i min bog også forbundet med udvikling og læring, og det er jo positivt.

Så for at vi kan udvikle os, så mener jeg, at vi skal føle en form for ubehag eller usikkerhed først. Det er nemlig her, at vi stikker vores tæer udenfor den berømte komfortzone, som jeg har berørt tidligere.

Det kan også være forbundet med perfektionisme og et behov for at være i kontrol. Det kender jeg fra mig selv, men jeg oplever også, at når jeg giver slip på kontrollen, så er det faktisk ikke “så farligt” i de fleste tilfælde. Man når oftest at overgøre en masse, helt unødvendigt.

Hvordan tæmmer jeg tanken “Hvad tænker de om mig?” i mit mindset?

Løsningen for mig har været, at erstatte det med positive tanker og mere direkte spørgsmål til mig selv, så jeg på den måde løbende har trænet mig til at ignorere det i højere grad.

Selvfølgelig oplever jeg også øjeblikke, hvor det popper op. Det sker oftest, når jeg træder et godt stykke udenfor komfortzonen.

Men så spørger jeg mig selv om følgende:

1. Hvad er det værste, der kan ske?

2. Hvorfor er jeg interesseret i, hvad andre tænker?

3. Kan jeg påvirke hvad andre tænker?

4. Hvad tænker de egentlig, når det kommer til stykket?

Jeg svarer ofte disse fire spørgsmål således:

1. Hvad er det værste, der kan ske?

Svaret her er forskelligt, men ofte er konsekvensen ikke synderligt alvorlig, og når man har vendt konsekvensen kort i hovedet, så fylder den ikke mere. Nu er man forberedt på det værst tænkelige.

2. Hvorfor er jeg interesseret i, hvad andre tænker?

Fordi jeg ikke vil føle mig anderledes. Men hvem definerer egentlig, hvorvidt jeg er anderledes? Det er jo subjektivt. Det leder mig hen til svaret på spørgsmål nummer 3.

3. Kan jeg påvirke hvad andre tænker?

Nej, det kan jeg ikke. Derfor er det også spild af ressourcer, at bruge tid på at behage andre på en kunstig måde, for at prøve at “gå i ét med tapetet”. Hvis du ikke er tro mod dig selv og dine holdninger, så starter du på en virkelig dårlig glidebane, der kan blive endeløs.

4. Hvad tænker de egentlig, når det kommer til stykket?

Andre tænker sandsynligvis ikke det, som du måske forestiller dig, at de tænker. De fleste har så meget andet at se til, at de slet ikke “spilder tiden” med at bedømme dig ud fra det, du frygter. Det hele skabes oftest i dit hoved.

Er det forkert, at få denne tanke?

Nej, overhovedet ikke. Jeg vil mene, at det er meget naturligt. Samtidig er vores samfund også overfladisk på en lang række parametre, som er med til at forstærke disse tanker.

Vi bliver ofte målt og vejet samt præsenteret for rigtigt og forkert i medierne og masser af løsninger, der ofte modsiger hinanden. Derfor bliver man usikker, hvis man ikke formår, at være mere til stede i sig selv – i stedet for at jagte en masse tomme kalorier, der alligevel ikke beriger ens liv på nogen måde.

Konklusion:

Når dit selvværd er højt, så kan du sagtens leve med at andre måtte tænke noget negativt om dig. Så længe dem, der betyder noget for dig, støtter dig, så er alle andres holdninger og tanker rettet mod dig ligegyldige. Konstruktiv kritik er altid velkomment, hvis det er leveret på en respektfuld måde, naturligvis.

Hvad er dine oplevelser med “hvad andre tænker”?
– Lad mig endelig høre din mening i kommentar-feltet (high five)